torsdag den 5. september 2013

Tomathøst - tomater bagt og tørret i ovn

I går satte jeg jo gang i min egen bagemission, og lige nu står en velduftende dej bag mig og glæder sig til at komme i ovnen. Mere om det en anden dag.

Jeg nåede nemlig ikke at komme i bageform i går for min ovn var temmelig optaget. Jeg havde sat mig for at få gjort noget ved de tomater, der efterhånden var ved at se lidt triste ud, så jeg tog de små cherrytomater og bagte dem i ovnen ved lav varme, lagde dem i glas og hældte olivenolie over. Så er der tomater til pizza, foccacia eller lignende.

Først halverede jeg tomaterne, lagde dem på en bageplade med bagepapir, dryssede lidt salt, rørsukker og friskkværnet peber og, og hakkede lidt frisk rosmarin, og sendte det samme vej. Så kom hele molevitten i en 100 grader varm ovn, hvor det duftede helt fantastisk i de næste to timer:


Derefter lagde jeg tomaterne forsigtigt med de krydderier, der hang ved, ned i et syltetøjglas og hældte forsigtigt olivenolie over, så tomaterne var dækket. Jeg skruede ovnen op på 110 grader og satte glasset tilbage i ovnen. Her stod det ca. 40 minutter, til olien boblede. Så skruede jeg låget på, slukkede for ovnen og lod det hele køle af derinde.


I løbet af aftenen og natten har tomaterne suget noget af olien til sig, så de ligger fint i glasset nu og glæder sig til at komme på en pizza, som spice i en pastaret, i en sandwich eller hvad vi nu finder på. 


Nu skal jeg så bare finde nogle flere cherrytomater, for det tror jeg, at jeg skal have lavet noget mere af. Næste gang skal ovnen bare udnyttes lidt bedre. Et par plader ind samtidigt, så der bliver et par glas i stedet for bare det ene.

Jeg har også tænkt mig at prøve at henkoge tomater, og det bliver nok et projekt til weekenden, for min søde mor kom med en hel balje tomater forleden, og når de, der skal bruges til tomatsuppen i vuggestuen i morgen, er taget fra, så skal resten vist henkoges, hvis de ikke skal gå til spilde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar