torsdag den 3. april 2014

Min vindueskarm - primo april


Ak ja, på sådan en gråvejrsdag er det svært at tage pæne billeder i en stuelejlighed på stenbroen, men jeg vil da lige vise fremdriften på gården :)

Jeg har endnu en gang været plaget af sygdom, så mit forspiringsprojekt stod lidt i stampe. De små planter skulle ganske enkelt have været priklet ud et par uger før, men det blev altså først i torsdags - altså for en uge siden. Det betød, at en del af planterne havde det ret skidt, da det endelig skete, men nu efter en uge i nye omgivelser - med mere plads - har de fleste klaret det.


Et udpluk af sweet 'n' neat planterne - mere end til vores forbrug


I sidste ende kunne jeg ikke nænne at kassere nogen af de små sweet 'n' neat planter, så de er alle blevet sat i potter. To af de gule klarede ikke ompotningen, men der er masser af planter - også flere end hvad vi kan have, så jeg må vist se om jeg kan få afsat dem andetsteds. Når vi til påske kører mod nordjylland, medbringer jeg 12 bøftomatplanter til min mor og en række tagetes. Det giver et overskud på 10 bøftomatplanter som jeg donerer her og der. Og resten af tagetesplanterne kommer i potter i gården.

Chiliplanteudbyttet er blevet lidt blandet. Apachen er jo en sikker vinder, og selvom den lige skulle komme sig efter priklingen, så har jeg nu nippet den, og det tegner til, at der også bliver planter til at give væk i år. Trinidad perfume viste sig til gengæld ikke at være så spiringsdygtig (eller også skulle den have mere varme end, hvad min vindueskarm kunne klare). Af de 9 frø jeg såede, er der kun blevet to planter, så det bliver kun til eget forbrug, men det er nu også ok. Vi har jo ikke prøvet denne sort før, så nu kan vi teste i år, om det er noget.


Endelig fik jeg også i torsdags sået to miniagurkefrø og to squashfrø. Squash'en gik jo slet ikke sidste år, men det var mest for at fylde pladsen lidt ud. Det ene squashfrø er kommet, så overlever planten, ryger den nok i en stor murerbalje i gården. Så må vi se om der er mere held næste år. Det ser ud til at begge miniagurkeplanter kommer, så nu må vi se, om det kan lykkes at holde planterne herinde. Jeg tror dog kun, at der er plads til én plante i vinduet, så overlever begge, bliver jeg nok nødt til at finde et andet hjem til den.

Det var alt fra byfarmen i denne ombæring. Håber om en måneds tid at kunne vise yderligere fremdrift :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar