torsdag den 3. juli 2014

Haveglæder og panderynker


Vi har nu efterhånden haft adgang til nyttehaven i en halvanden måneds tid, og det er blevet tid til en lille status. Lad det være sagt med det samme - vi har lært utrolig meget, og det har været fantastisk for os at kunne "øve os" i at havedyrkning på denne måde, for hold op hvor er der meget at lære.

Hvis vi tager det positive først, så elsker elsker elsker vi at være i haven. Det er hårdt arbejde, men det er godt for sjælen og for kroppen og såmænd også for kuløren. Husbond kunne i hvert fald fortælle mig, at i alle de år vi har kendt hinanden, har han ikke set mig med så meget farve. Nu er jeg meget lys, så det siger ikke så meget, men lidt har også ret :) Jeg kan mærke på mit eget velbefindende, at det er enormt sundt for sjælen at komme ud og rode i haven, og selvom kroppen til tider er øm oven på gravearbejde og lugning, så er det på den sunde måde, som går over igen. 

Og så er der jo processen i at dyrke og høste. I går fik vi hjemmedyrkede kartofler til vores aftensmad sammen med hjemmeavlet persille, hjemmedyrkede agurker og ikke mindst hjemmelavet ribssaft. Det smagte fantastisk, og rub og stub blev spist, fordi der var bestemt ikke noget der skulle gå til spilde :) Kartoflerne var Blå Congo fra haven, og jeg kan godt afsløre, at junior syntes det var ret sejt at kartoflerne var blå!

Jeg elsker mad og gode råvarer, og de bliver absolut ikke dårligere af at være hjemmedyrkede. Husbond og jeg har talt om det, og vi har et helt andet forhold til det vi selv dyrker. Det skal udnyttes fuldt ud, og jeg tænker, at det måske er der, kæden er hoppet af i forhold til det omfattende madspild, vi har i samfundet i dag. Vi tænker ganske enkelt ikke over, hvor lang tid det tager at producere noget, fordi vi bare hiver det ned fra hylderne i supermarkedet. Det giver i hvert fald stof til eftertanke…

Men som jeg antydede, så har det ikke været lyserødt det hele i vores liv som havedyrkere. Vi overtog det jo ret sent, og derfor havde vi ret travlt med at få noget i jorden. Derfor fik vi ikke arbejdet jorden godt nok igennem, inden vi såede, og med den tunge lerjord, der er i haven, så har det betydet, at vores udbytte nok ikke bliver voldsomt stort i år. Vi skal ganske enkelt have forbedret jorden til efteråret, og så må vi se, om ikke det hele ser bedre ud i næste sæson, hvor vi har mere tid.

Kartoflerne fik vi sat ret sent, og da jeg ikke havde kunnet opstøve skimmelresistente læggekartofler, betød det desværre, at vi opdagede skimmel i toppene her i weekenden. Vi kappede toppene med det samme og er nu begyndt at grave op. Der er ikke meget, og de er ikke ret store, men der skal nok blive til et par måltider i hvert fald. Og så er vi blevet en erfaring rigere, må vi erkende. Kartofler skal lægges tidligere, lægges dybere, og så skal nogle i hvert fald være af den skimmelresistente slags, så sæsonen holder lidt længere.

Jorden virker heller ikke specielt rig på næringsstoffer. Det er tung tung lerjord, så den skal forbedres og gennemarbejdes. Der er alt for meget senegræs, som vi er nødt til at få gjort kål på, og så skal vi have blandet den med noget, så den bliver knap så tung.

Åhhh og så er der sneglene. De er jo et kapitel for sig, og jeg ved simpelthen ikke, hvad løsningen er. De er overalt - specielt når vi er derude om morgenen - og de guffer løs. Vi hakker dem over og sætter ølfælder, men de er stadig et stort problem. Vi vil ikke lægge gift, fordi det stemmer ikke overens med vores måde at dyrke have på, så vi må gøre hvad vi kan ellers. Men føj for den hvor er de klamme!

Hvis jeg skal opsummere, så synes jeg klart at glæderne opvejer skuffelserne. Vi har usandsynligt meget at lære, men vi skal nok finde ud af det. Og når man kan høste sine egne grøntsager og frugt, så er det som om, det er det hele værd. Vi har plukket rabarber, hindbær og ribs og har som sagt  - desværre tidligere end planlagt men trods alt - høstet kartofler. Bønnerne er på vej, og mon ikke vi når at få inden ferien? Squashen burde også kunne give lidt inden ferien, hvis ikke sneglene spiser det inden da. Og senere kommer der forhåbentlig græskar, majs, flere bønner, flere squash, rødbeder, gulerødder, ærter og sommerblomster. Forhåbentlig men måske ikke. Vi bliver hele tiden overrasket og lærer undervejs.

Næste indlæg kommer til at handle om det, vi har lavet af bærrene, so vi har høstet indtil videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar